216 § 43
noget udtrykkeligt retsgrundlag for en truffen afgørelse. Spørgsmålet var
fremme i landsretsdommen U.f.R. 1923.785, der drejer sig om et krav på
tjenestemandspension fremsat af en afskediget tjenestemand. I kommu-
nens lønningsvedtægt fandtes alene en bestemmelse om, at »ved enhver
afskedigelse træffer byrådet bestemmelse om, hvorvidt tjenestemanden har
ret til pension«.
Det siges i dommen, at der ikke med den afskedigede kæmners stilling
har været forbundet en »ved retlige regler« normeret adgang til pension,
men at den citerede bestemmelse »forbeholder byrådet i hvert enkelt til-
fælde ... at træffe afgørelse efter sit skøn«, hvortil (noget selvmodsigende)
føjes: »dog, efter byrådets egen erkendelse, under prøvelse af domstolene«.
Retten baserer sin afgørelse af pensionsspørgsmålet på en udførlig prøvelse
af, hvorvidt de påståede mangler ved tjenestemandens embedsførelse var
så »graverende«, at de ville have medført fortabelse af et lov- eller ved-
tægtshjemlet pensionskrav, jfr. i øvrigt ndf. § 46.
På baggrund af de her fremdragne tilfælde vil det næppe være muligt
ganske at forkaste traditionel teoris grundantagelse, at en utvetydig be-
myndigelse til for administrationen at træffe afgørelser inden for et bestemt
område, implicerer en vis frihed for det bemyndigede organ til at vælge
afgørelsens præmisser, uden at valget kan anfægtes af domstolene. Men
hvis dette lægges til grund, må det samtidig pointeres, at udelukkelsen af
domstolsprøvelse har sit grundlag ikke i ufuldstændigheden, men i bemyn-
digelsen: det er den omstændighed, at bemyndigelsen explicit er blevet givet
til en bestemt administrativ instans der har til følge, at det er denne instans,
og ikke domstolene der udøver præmisvalget.
En forklaring på domstolenes udfyldningspraksis med udgangspunkt i
lovtekstens sproglige opbygning må imidlertid sammenholdes med andre
overvejelser. Dette sker i det følgende.
§ 43.
ANVENDELSE AF DEROGATIONSBETRAGTNINGER
I U.f.R. 1953.1060 H, der er omtalt i § 42, lægger Højesteret vægt på, at
ufuldstændigheden i det legale grundlag for administrationens afgørelser
beror på, at disse ikke er direkte beskrevet nogetsteds i loven, men blot an-
ses for forudsætningsvis godkendt. Dette fører i den nævnte sag til, at ret-